Ændringer i bekræftelse af starttider

Disse ændringer laver om på hvordan bekræftelse af tid foregår i GolfBox
Som mange af jer allerede har opdaget, er proceduren for bekræftelse af starttider ændret. Indtil nu har det været muligt at bekræfte for hele den gruppe af spillere, man har booket sig sammen med, men fremadrettet skal man selv bekræfte sin tid.

Ændringen betyder, at vi mindsker det store spild af scorekort, der udskrives dobbelt, fordi flere i samme gruppe udskriver de samme scorekort. Vi har dagligt kunnet samle 40 – 50 ubrugte scorekort op af skraldespanden, og dette er hverken godt for miljøet eller for klubbens økonomi.

Vi oplever samtidig mange klager fra medlemmer, der oplever overbookning af tider. Altså tider, der i GolfBox står som værende optaget/bekræftet, men som ikke benyttes i virkeligheden. Dette er selvfølgelig ikke acceptabel overfor de resterende medlemmer af golfklubben. Ved at hver enkelt spiller fremadrettet selv skal bekræfte sin tid, begrænses muligheden for overbookning.

Nogle vil måske tænke, at det er et bøvlet tiltag, at alle, som har en tid på banen, skal ind i klubhuset for at bekræfte, at de er tilstede og ønsker at bruge den bestilte tid. Heldigvis er det ikke tilfældet; GolfBox har netop gjort det muligt at bekræfte sin starttid fra deres app til telefonen. Eneste krav er, at man opholder sig på golfklubbens område, når man gør det.

Fremadrettet vil vi også arbejde med sammenlægning af bolde. Der er, på visse tidspunkter af dagen, så meget pres på vores baner, at bestyrelsen har besluttet, at kontoret har ret til at pakke spillere på starttider i travle perioder for at optimere udnyttelsen af banerne. Dette betyder, at kontoret kan flytte alle spillere på en starttid (1, 2 eller 3 spillere) til en anden starttid inden for 8 minutter, dog altid til en senere tid end den oprindelige. Flytningen sker senest 12 timer før.

De nye tiltag er ikke lavet for at genere, men skal ses som en hjælp til alle medlemmer, så flest mulig kan få glæde af vores dejlige anlæg.

Menu