Regionsgolf - Klubbens hold

Konkurrence golf på hyggeplan, du kan spille med i 2024
Som fuldtids medlem af Esbjerg Golfklub kan du deltage i regionsgolf.

Mange golfspillere har på et tidspunkt dyrket en eller anden form for konkurrence-idræt og savner spændingen og intensiteten ved at deltage på et hold. De færreste er dygtige nok til at spille på klubbens hold i DGU’s Danmarksturnering, men i Regionsgolf er der plads til alle. Her har alle mulighed for at udfolde sig som deltager i holdspil.

Alle fuldtids medlemmer af Esbjerg Golfklub kan repræsentere klubben på et hold i regionsgolf. Et hold består af 2 damer og 4 herrer, som spiller 1 damesingle, 3 herresingler og 1 mixed foursome.

Regionsgolf er holdsport, når det er bedst. Den enkelte spiller har sin egen match, men resultatet er afgørende for holdets samlede resultat og dermed holdets samlede præstation.

I regionsgolf spilles hulspil. Det er ægte golf, sådan som det blev udtænkt for 400 år siden, og det tiltaler mange.

I alle kampe spilles fra scratch. Der er afregning med det samme for hvert hul der spilles. Hullet vindes, tabes eller deles, og så er det bare videre til næste hul. Det givere en hurtig og glidende afvikling af spillet.

Regionsgolf er en holdturnering for klubgolfere, og det sociale aspekt er vigtigt. Der spilles for “alvor”, men det hyggelige samvær mellem spillerne og hold fra forskellige klubber er bærende og vanedannende.

Turneringen kan følges på regionsgolf.dk, hvor resultaterne af de afviklede kampe løbende registreres.

Stillingen i de enkelte puljer kan følges, og når turneringen når slutspillet, som spilles efter cup-systemet, ses straks hvilke hold der vinder og går videre til næste runde.

Hjemmesiden indeholder desuden al information vedrørende turneringen samt en række værktøjer til hjælp ved afviklingen.

I regionsgolf er der to turneringsformer:

A, B, C, D er turneringer for adskilte handicapgrupper

A-rækken: Hcp. minimum 4,5 (dvs. 4,5 og over)
B-rækken: Hcp. minimum 13,0 (dvs. 13,0 og over)
C-rækken: Hcp. minimum 18,0 (dvs. 18,0 og over)
D-rækken: Hcp. minimum 23,5 (dvs. 23,5 og over)

For at deltage i A, B, C, D turneringen skal spilleren være fyldt 21 år inden udgangen af det år, hvor turneringen afholdes. Der spilles ikke om op- og nedrykning.

Tilmelding til ABCD-rækkerne her. (Tilmeldingsfrist: 10. januar 2024)

OBS: Denne tilmelding er foreløbig. På baggrund af antal tilmeldte vil klubben melde hold til Regionsgolf-turneringen 2024. Din endelige deltagelse afhænger af om der bliver tilmeldt et hold i den pågældende række.

Senior/Veteran/Superveteran er aldersbestemte turneringer

Senior: Min. 45 år (damer) eller 50 år (herrer) i turneringsåret.
Veteran: Min. 55 år (damer) eller 60 år (herrer) i turneringsåret.
Superveteran: Min. 65 år (damer) eller 70 år (herrer) i turneringsåret.

Hold-deltagelse i de laveste rækker Senior C, Veteran D og Superveteran B baseres på fri tilmelding.

Hold-deltagelse i de højere rækker Senior A og B, Veteran A, B og C samt Superveteran A er en følge af kvalifikation fra det forrige års turnering, altså baseret på de opnåede resultater her.

Tilmelding til senior-, veteran- og superveteran-rækken her. (Tilmeldingsfrist: 10. januar 2024)

OBS: Denne tilmelding er foreløbig. På baggrund af antal tilmeldte vil klubben melde hold til Regionsgolf-turneringen 2024. Din endelige deltagelse afhænger af om der bliver tilmeldt et hold i den pågældende række.

Tidsplan for turneringen

Puljekampe spilles fra april til juni. Hjemmekampene spilles i 2024 på Marbæk by NorSea.

Slutspilskampe spilles fra august og frem til regions- og landsfinaler i september.

Spillestedet for landsfinalerne skifter mellem Øst- og Vestdanmark.

Menu